Sulten pige søger føde.
Lad nu være med at kalde mig en dværg, din idiot.
Jeg kan bedst lide chokoladeis og marcipan.
Har en forkærlighed for bløde ting og glimmer.
Nuværende beskæftigelse: nybagt student i mental tilstand af "what am I going to do with my life".
Er fan af: Robert Smith, Depp, Scarlett Johansson, Harry Potter, Simon Gallup, Shane og Anders Lund Madsen.
tankesind: Hvor længe har dig og Theodor egentlig været kærester? Og hvordan blev i kærester? Undskyld for nysgerrigheden, men I er herre søde jo.

Åh, bum bum bum, det er en lidt lang historie! Vi har ikke altid været søde overhovedet! Jeg ville ønske, jeg kunne fortælle en rosenrød historie, men nope. Nopenopenope. Men du skal ikke undskylde for at være nysgerrig, jeg er glad for, at nogen interesserer sig for det :D


(nu har jeg forsøgt at skrive det ned flere gange, kortet den ned en million gange, men den bliver ved med at blive meeega lang. I’m sorry!)

Vi mødte hinanden, da vi gik på efterskole sammen i 10/11 på Flakkebjerg :) jeg faldt for ham lige med det samme, men vi startede med ikke at være kærester. Det var ikke rigtig noget, han sådan var interesseret i, det der med at være bundet til nogen. Han var faktisk lidt af en røv, for at sige det mildt. Vi havde et af de der on and off-forhold gennem hele den sidste halvdel af skoleår, inden vi brød den sidste skoledag, fordi det nok var det bedste. Det duede ikke rigtig i længden, kan jeg afsløre. Det gjorde det aldrig. Antallet af gange, jeg har løjet for min mor for at mødes med ham “i hemmelighed” (hun vidste det selvfølgelig hver gang. Jeg ved ikke, hvordan hun gjorde det… morinstinkt, I guess) eskalerede fuldstændigt i løbet af 1.g, og jeg forstår ærligt talt godt, hvorfor hun ikke kunne lide ham. Jeg har simpelthen grædt så meget over ham, at det er helt surrealistisk at tænke på, fordi vi begge har ændret os så meget igennem de fire år, vi har kendt hinanden. Han ville nemlig ikke binde sig, og jeg havde det altid som om der også var et “og i hvert fald ikke til mig!” at tilføje til den sætning. Han var uden tvivl overmanden i forholdet og jeg ville gøre alt for ham. Det var psykisk terror og mentalt nedslidende. Jeg havde det så dårligt, jeg følte mig som en lort, og jeg havde det kun godt, når jeg fik hans opmærksomhed. Han ringede måske en gang hver anden fredag, og plagede mig om at komme hjem til ham, indtil jeg til sidst altid gav efter for ham. Jeg havde intet selvværd på grund af ham, og alle mine venner, bekendte, folk på Tumblr og min familie syntes, at han var en kæmpe nar og jeg burde gøre det forbi komme videre, fordi jeg fortjente bedre. Hold kæft hvor har jeg grædt meget over Theo. I virkeligheden var det bare fordi, han havde en facade oppe, fordi han ikke ville være svag ved at vise sine følelser for mig, eller for nogen anden for den sags skyld Der skulle gå tre år før jeg troede på, han nogensinde havde været rigtig forelsket i mig.

Vi har haft rigtig, rigtig mange pauser, de fleste af dem virkelig korte, men også et par lange. Den første lange pause startede jeg i foråret 2012, efter han havde sagt, jeg ikke var perfekt nok til at være hans kæreste. Det skulle være en der røg, og som “mærkede revolutionen pumpe i sit hjerte, når der blev snakket om ungdomsoprøret”… Well, ikke lige en beskrivelse, der passede på mig. Selvom det tog lang tid for mig at samle mod nok til at sætte en stopper for det, var det alligevel mere, end jeg kunne bære. Der er ikke nogen, der skal sige til mig, jeg ikke er perfekt nok til dem. Vi holdt en to-tre måneder lang pause, hvor vi ikke snakkede sammen overhovedet, indtil vi mødtes på Roskilde Festival og snakkede alting igennem. Vi besluttede at være venner, men det holdt ikke engang en uge, før vi begyndte at kæreste rundt igen. Denne gang gik det langt bedre. Jeg følte, vi var meget mere lige, end vi nogensinde havde været før, skønt jeg, når jeg ser tilbage på det nu, godt kan se, det stadig var et ret fucked up forhold. Men vi endte faktisk med at blive officielt kærester i slutningen af oktober.

Det gik rigtig godt lige indtil vinteren tog fat og gjorde os begge mørke og ret deprimerede. Jeg kunne sagtens mærke at det var ved at køre af sporet igen, at vi var faldet tilbage i de gamle vaner, jeg var så underkuet, så miserable og lille, men jeg kunne ikke rigtig finde ud af at gøre noget ved det. Jeg turde ikke. Han slog op med mig i marts 2013, efter under et halvt år, og min mor måtte komme og hente mig fra hans lejlighed klokken halv et om natten. Det gjorde dog mere ondt på ham end nogen af de andre gange, det var sket. Det gjorde også skide ondt på mig, men jeg tror, jeg fik det bedre af at se, han ikke bare vadede helt upåvirket henover det, som han plejede at gøre. Det havde jeg virkelig, virkelig ikke forventet. Jeg kan huske, at vi mødtes på en café for bare at snakke, og han græd og græd og græd, og jeg holdt ham i hånden, og sammen gik vi rundt i Københavns mørke i seks timer uden at kede os. Vi lavede ikke rigtig noget, men tiden gik bare hurtigt.

Blot et par dage efter vi havde slået op, mødte jeg Jeppe, en høj, rødhåret esbjergenser. Vi faldt ret meget for hinanden, og selvom jeg stadig holdt uendeligt meget af Theodor, tænkte jeg, at det var på tide at komme videre. Jeg sagde til Theodor, at jeg fortjente bedre. Og Jeppe var også langt sødere og blidere på mange områder. Han var alt det, jeg havde manglet. Først og fremmest meget glad og meget interesseret i mig. Men det gik for hurtigt. Jeg fik slet ikke tid til at lide over tabet af Theodor, og det backfirede så hårdt efter ret kort tid. Jeg fortsatte dog med at være kærester med Jeppe, prøvede at få det til at fungere. Vi var sammen i knapt syv måneder, og i alt den tid havde jeg stort set ingen kontakt med Theo. Jeg husker, jeg så Theodor på Roskilde, og vi havde en 40 sekunder lang samtale ala “hvordan går det, hvad laver du”, og jeg fik et tæt, varmt knus, og jeg vidste indeni mig selv, at det knus var meget bedre end noget knus, jeg havde fået af Jeppe. Og det var ikke engang fordi, jeg ikke kunne lide Jeppe. Jeg holdt så meget af Jeppe, det gjorde jeg virkelig - det var bare ikke ham, jeg skulle være sammen med. Det var det bare ikke. Jeg holdt ikke op med at holde af Theodor, selv ikke efter et halvt år næsten uden kontakt. Jeg sendte en sms til ham efter Roskilde for at høre, hvordan det gik ham, og han sendte en lang, ulykkelig besked tilbage, der handlede om, at han savnede mig hele tiden, og ikke kunne holde ud at snakke med mig - det gjorde for ondt på ham. Siden da snakkede vi ikke sammen. Jeg var meget overrasket, for jeg havde troet, han ville komme over mig efter en uge eller sådan noget. Jeg holdt ikke op med at holde af ham, selvom jeg prøvede at skjule det for mig selv. Jo mere jeg kæmpede med mine følelser, jo mere gik det op for mig, at jeg ikke følte mig hjemme sammen med Jeppe, og jo mindre vild blev jeg med ham, og han reagerede voldsomt ved at være super, mega clingy - ville have at jeg sms’ede regelmæssigt, når jeg var til fest, blev vred på mig når en fyr fulgte mig hjem efter en fest, eller når jeg lavede lektier med en ven, eller skiftede profilbillede fra et, hvor han var med på, til et, hvor det kun var mig. Til sidst var det ligemeget hvad jeg gjorde, så var han ulykkelig. Det gjorde mig ulykkelig. Jeg følte, jeg var et dårligt menneske, selvom jeg syntes, jeg gjorde alt hvad jeg kunne, for at gøre ham glad.

Theodor skrev en besked til mig i midten af november, efter han var kommet hjem fra en tre måneder lang blaffertur gennem Europa, og sagde, at han følte, at han var færdig med at tude over mig, og at han gerne ville være venner. Jeg mødtes med ham og hyggede mig meget mere, end jeg egentlig havde det godt med, i forhold til at jeg var kærester med en anden fyr. Igen fløj tiden. Det er bare noget helt andet at være sammen med Theodor. Jeppe begyndte næsten at græde, da jeg fortalte ham, at jeg havde mødt Theodor. Han gik ikke rigtig ind for at være venner med ekskærester. Det gjorde hans venner heller ikke. De syntes alle sammen, det var noget mærkeligt noget. Det gik dårligere og dårligere med Jeppe, og til sidst følte jeg, at det var på tide at komme videre, og at det ville være det bedste for os bege. Jeg slog op med ham i slutningen af november 2013.
Jeg ringede til min søster så snart jeg forlod Jeppes hus den aften, men hun tog ikke telefonen. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre, eller hvem jeg skulle ringe til, for min mor var taget til Thailand i to uger dagen inden. Jeg havde brug for at snakke med nogen, der kendte mig godt, og jeg endte derfor med at ringe til Theo, selvom vores venskab var relativt nyt på det her tidspunkt. Det var mærkeligt at snakke med ham om at slå op med Jeppe, men det hjalp mig meget.

Det hele vendte på en tallerken efter Theodor kom hjem fra sin rejse og jeg havde slået op med Jeppe. Theodor var ikke over mig alligevel, og selvom jeg stadig havde mange, mange følelser for ham, så gemte jeg dem godt af vejen - jeg vidste jo for helvede godt, hvordan det ville ende, vi havde jo prøvet det før! Samtidigt havde jeg en SRP-opgave at skrive, og jeg havde ikke rigtig tid til at svare på Theos sms’er eller beskeder. Jeg var i det hele taget meget sparsom mht. til uddeling af opmærksomhed i hans retning, og han måtte bønfalde mig om at få noget af den. Det var præcis som det plejede at være - bare omvendt. Jeg kunne sno ham om min lillefinger, præcist som han havde kunnet med mig før. Det sørgede jeg for at udnytte, så han ikke glemte, hvordan det havde været, at være mig de sidste par år. Selvom jeg var meget sødere ved ham, end han havde været overfor mig, så er jeg ikke helt stolt af at indrømme det… Men jeg tror, det var nødvendigt. Han sagde, at han ofte krummede sine tæer og rødmede af flovhed ved tanken om sin opførsel over for mig, og han sagde, han ikke fattede, hvordan jeg havde holdt det ud i så mange år. Han ringede til mig om natten for at fortælle mig, at han havde tænkte alting igennem: at han egentlig bare holdt en facade op for at beskytte sig selv, fordi han var bange for at vise, hvor følsom han egentlig er i virkeligheden, og at han var ked af, han aldrig, da vi sidst havde været kærester, havde fortalt mig, at han elskede mig. Jeg var totalt mindblowed bagefter. Jeg havde egentlig godt vidst det med facaderne, det havde jeg regnet ud, men jeg havde vitterligt aldrig troet, ikke engang turdet håbe på, at han bare havde været så meget som vild med mig. Selv efter så lang tid. Sådan havde det bare aldrig været.

Jeg ville gerne være sammen med ham, jeg længdes efter at være et par med ham igen, men jeg var simpelthen så bange for, hvad der ville ske. Det var vi egentligt begge to. Jeg turde bare slet ikke tage chancen. Vi prøvede os forsigtigt frem ved at hænge ud. Vi tog på Nationalmuseet og han hentede mig fra skole så vi fx. kunne gå på biblioteket sammen, fordi vi ikke kunne være sammen andre steder. Så sad vi der og læste op for for hinanden eller bare hver for sig i flere timer, bare for at være sammen. Han nærmest tiggede om at få lov til at være min kæreste, og lavede en spilleliste til mig på Spotify med kun ét nummer: The Cure’s “Just Say Yes” - det hele var meget LIDT Theodor-agtigt! Og lidt for godt til at være sandt. Jeg kan ikke huske hvornår han første gang sagde til mig, at han elskede mig, men jeg kan huske den sentastion, der foregik i min krop bagefter, og hvor sødt det smagte. Jeg husker svagt at jeg en nat i januar halvt vågnede op i hans seng, satte mig op og sagde: “Theodor… jeg tror, jeg elsker dig!”, for derefter at lægge mig til at sove igen. Jeg tror, han grinede, men jeg sagde det ikke rigtigt til ham før lang tid efter vi blev rigtigt kærester. Til sidst overgav jeg mig i slutningen af januar, og sagde, at jeg syntes, vi burde være officielle, og han blev så overdrevet glad, at jeg stadig begynder at grine lidt ved tanken om hans ansigt, der bare lyste op af glæde. Han tog mit ansigt mellem sine hænder og sagde “mener du det?!” Og kyssede mig hårdt, da jeg sagde ja.

Vi frygtede virkelig begge to, at det ville ende med at vende igen, ligesom det plejede, men det har det ikke gjort endnu. Det lyder måske lidt egocentreret, men jeg tror, han havde godt af at jeg fandt en ny fyr og at vi ikke talte sammen i et halvt år. Jeg tror, det fik ham til at indse nogle ting. Vi er begge groet og modnet rigtig meget siden efterskolen, og selv min mor overgav sig til sidst (efter at have været meget afholdende og sur over, at jeg tog ham tilbage igen igen og kaldt mig dum en masse gange) og indrømmer, at hun synes om ham nu. Så længe, han behandler mig ordentligt, siger hun. Og det gør han. Mine brødre er stadig lidt tilbageholdende over for ham, men det er der ikke noget at sige til med den historie, vi har. Der er gået… syv-otte måneder, og alt går stadig godt. Jeg har aldrig prøvet at være kærester med nogen i så lang tid uden at noget er galt eller jeg er blevet trætte af dem. Jeg har altid været misundelig på par, der kunne holde hinanden ud i så lang tid, jeg har aldrig fattet hvordan, de gør det. Jeg har aldrig troet på at det kunne ske for mig. Nu gør jeg. Theodor er den bedste kæreste, man kunne ønske sig. Jeg mener, nogle gange er han røv irriterende, specielt når jeg har PMS, men han er stadig min bedste ven og den sødeste, mest tålmodige og mest overbærende kæreste i hele verden (forleden dag trak han mig op af den 20-30 meter lange og meget stejle bakke foran hans hus på sit skateboard, fordi jeg ikke gad gå op ad den selv. Haha!). Jeg ville ikke bytte vores forhold væk for noget. Jeg vil heller ikke være vores fortid foruden, for den har været med til at forme mig og gøre mig til den, jeg er i dag, også selvom det er det, der har gjort mest ondt i hele mit teenageliv. Det er faktisk det, der har fyldt mest, siden jeg mødte ham første gang.

Det var dog en utrolig lang besked. Det tog mig flere timer at skrive, faktisk, kan jeg se, nu når jeg ser på mit ur. Haha! Det er jeg virkelig ked af! Jeg bebrejder dig virkelig ikke, hvis du gik i stå halvvejs (eller endda før det)! Moralen er at ingen par er perfekte, og vi har i hvert fald ikke været det. Niks. Langt fra. Vi er gået fra at have et nedslidende forhold fyldt med psykisk terror, sådan et rigtigt lorte on-and-off-forhold, til at have et af de der, som andre folk er skide irriterede på, fordi vi lykkeligt går rundt hånd i hånd og smushysmushykysser på Strøget. I’m sorry! Jeg hader at svare “on and off i tre og et halvt år”, når folk spørger, hvor lang tid, vi har været sammen, for man bliver aldrig taget seriøst. Tværtimod, synes jeg. Det er sjældent at on-and-off-forhold varer ved. Man tænker altid “jaja… det der holder jo ikke, søster lagkage!”z Men jeg plejer bare at svare 3,5 år, selvom jeg har været kærester med Jeppe i et halvt år midt i det hele. Viva la TheodorIda!

Jeg har forresten blogget siden slutningen af mit efterskoleår, så jeg har skrevet basically alt, hvad der er at sige om vores forhold ned gennem de år, jeg har kendt ham. Der står faktisk lidt mere, end man sådan lige behøver at vide, men hvis du gerne vil tjekke det ud, ligger det under tagget Theodor :) Det er så underligt at jeg har fået følgere siden vi blev kærester igen, for næsten alle mine gamle følgere (dem som læste, hvad jeg vred skrev ned, i hvert fald) ved, hvor stor en idiot han var været før i tiden. Like, det fyldte hele min blog for bare halvandet år siden. Jeg tror ikke, der er nogen andre emner, jeg har skrevet mere om end Theodor.

Aug 24th at 2AM / tagged: ask. theodor. / reblog / 7 notes
  1. ene-alene said: Fucking godt skrevet. Det minder så meget om M’s og mit forhold. Godt at se i fandt en udvej, og Gud hvor jeg håber mig og M også gør.
  2. byldepest said: Konge post!
  3. maelkevejen posted this